Vi har meget dygtige køkkenmedarbejdere og rengøringsassistenter på skolen.
Alle elever skal imidlertid også selv deltage i både køkken- og rengøringsarbejde. Alle elever kan regne med en eller to ugers køkkentjans, hvor man er med i køkkenet fra morgen til aften. Det betyder, at der næsten hver dag er tre elever, som hjælper køkkenpersonalet med tilberedning af morgen-, middags- og aftensmad.
I køkkenugen lærer du om madlavning og om at samarbejde med andre. Du deltager ikke i den almindelige undervisning i denne uge, men bliver oplært og undervist i køkkenets opgaver.
Hver elev skal selvfølgelig holde sit eget værelse rent og deltage i oprydning og rengøring af de lokaler, som den enkelte elev færdes meget i (gange, trapper, baderum og toiletter).
Familiegrupperne hjælper med rengøringen af fællesområderne. Opgaverne tilrettelægges sammen med familielærerne og skolens rengøringspersonale.
Vi mener, at det er afgørende for elevernes trivsel, at skolen er ryddelig, ren og velholdt. Det er et fælles ansvar.